Ukrudtsbrændere - kampagne 2018

Ukrudtsbrændere - kampagne 2018

Lad være at brænde dit hus ned.

Brandvæsenet rykkede sidste år ud til 286 brande, der startede på grund af forkert brug af ukrudtsbrændere. 
Navnet ukrudtsbrænder er faktisk misvisende, for ukrudtet skal slet ikke brændes men kun svitses ganske kort.

En ukrudtsbrænder er en let og bekvem måde at slippe af med ukrudtet. Men i og med at en ukrudtsbrænder grundlæggende er en gigantisk lighter, er den er også et farligt redskab.

Hvad er det, der går galt, når folk bruger ukrudtsbrænder?

'Det helt store problem er nok, at folk tror, at de skal brænde ukrudtet af. Men det skal man ikke. Ukrudtet skal kun lige svitses. Den stærke varme får ukrudtet til at visne, dø og forsvinde', siger forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard og fortsætter:

'Hvis ukrudtet stadig er der efter nogle dage, så giv det en tur til, men igen skal det altså kun svitses, så skal det nok forsvinde.

Derudover skal man tænke over, hvor og hvornår man bruger ukrudtsbrænderen.'

Læs mere om den kampagne, Sikkerhedsstyrelsen, Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen hvert år lancerer om korrekt brug af ukrudtsbrændere